New Jersey News

- the Ocean Cronicle

Nr. 1, årgang 1, 1. juni 1998

Med nogle ugers forsinkelse (der har jo også været strejke i Danmark, haha …) udkommer her første nummer af første årgang "New Jersey News", det danske nyhedsbrev dækkende Ocean området i Monmouth distrikt set med familien Kristensens øjne. Den opmærksomme læser vil notere sig forskellen fra de "hongkongske" månedsbreve til dette newsletter, som vil udkomme efter behov og ønske uden hensyn til månedsskift eller faste udgivelsesplaner. Sådan er livet her i staterne! "Take it easy", nyd livet, hvorfor haste sig frem, hvis der er en lettere måde at gøre det på. Og det bliver alligevel også for kedeligt hver måned at høre, hvordan familien skiftevis hopper i poolen eller nyder drinks under parasollen i de nyindkøbte liggestole.

Ja, et luxusliv, det må vi indrømme, vi har fået. Ikke at der ikke er nok at foretage sig med et hus på ca. 450 m2, der var temmelig snavnet og knapt så vedligeholdt som først antaget, en have på ½ tønde land og 10-timers job hver dag for Per Ole. Samt en masse ambitioner om, hvordan denne drømmevilla skal se ud om ½-års tid (eller lad os sige et år, for at være på den sikre side). Men ingen klager skal høres fra denne egn. Selv Maj, som hele tiden har holdt fast på, at dette ophold skulle vare 3 år, og dernæst tilbage til Syvstjerneskolen i Værløse, er begyndt at forklare Lin, at vi ikke nødvendigvis behøver tage tilbage, for hvad så med alle de lækre ting, vi har her i Ocean: Poolen, spa'en, skolebusserne, vores familiebil "Holger" med de to bagsæderækker, de nye værelser, hobbykælderen med alle de mange muligheder, spejlvæggene og gemmestederne i husets mange "walk-in"skabe, Discovery Zone (legeland), strandparken, søndagsskolen i Sømandskirken i New York og ikke mindst Lins børnehaveklasse og hendes højtelskede Mrs. Arbus. Plus alt det, vi endnu ikke har haft tid til at opleve. Næ, det bliver svært at flytte pigerne herfra.

Begge piger er glade for deres respektive klasser i skolen. Og den lokale skole, lige om hjørnet, Wayside School, har da også taget utroligt godt imod os. Skolen har ca. 650 børn med klasser fra pre-school (året før børnehaveklasse), til 5th Grade, dvs. i alderen 4 år til ca. 12 år. Maj er kommet i 1st Grade og Lin i børnehaveklasse. Maj har en del at indhente, idet den danske "kode" til at læse og stave ikke kan bruges på samme måde til det engelske alfabet med mange anderledes udtalte vokaler og konsonanter. Det må læres om og forstås påny. Men det går fint. Maj læser små lette bøger højt for os og kan nu skrive sætninger med hendes ordforråd på omkring ca. 150 ord. Så det går stærkt fremad. Til gengæld er matematik og tegning ens på alle sprog; her har Maj klart en styrke.

Lin klarer sig lettere ved at charmere sig frem. Hun er meget stolt over sine "Wow"s på tegningerne, som de laver i børnehaveklassen. Jo, Mrs Debbie Arbus er tilfreds med hendes arbejde, som mest er "color the A's red …." osv. Til gengæld kniber det med tallene. Lin tæller udmærket til 20 på engelsk og dansk, men skrive dem er for kedeligt og uinteressant. Om det hedder 16 eller 61 og spejlvendt, kan hun altså ikke se er noget problem, og med hensyn til brugen af $$, må det da være bedre at have 2 1$-sedler end 1 20$-seddel. To er da flere end 1! Og så er de jo alle sammen ens herovre. Grønne, kedelige og lige store, men heldigvis kan de købe mange spændende ting. Lin hygger sig om formiddagen inden hun skal i skole med bussen kl. 12 (skolen er fra 12.30-15.15, Majs fra 8.45 til 15.15), og tager gerne med mor på indkøb. Det kunne jo være, at der var en sød dukke på udsalg, eller en spændende bold eller spil, der kunne friste. Legetøjet er et noget andet udvalg end på BR's hylder i Danmark. Her er mange flere hobbyting (perler, flettesnore, male/limarbejder osv. eller spil i alle retninger).

Majs største ønske til sin fødselsdag den 10. maj var et basket-ball net til indkørslen! Så nu er vi rigtigt amerikanske. Pigerne har hurtigt vænnet sig til "sneakers" (kondisko), som alle har på allevegne og taler mere om baseball, basketball og football end om dukkevogne og dukkehuse. Babydukkerne og Barbi'erne er ikke helt glemt, men som vejret er lige nu, er det sjovere at boltre sig udenfor i den opvarmede spa, den store dybe pool eller spille bold. Vi mangler også lige at få tapetseret og malet Majs værelse, før hun synes, det er acceptabelt som hendes nye ungpigeværelse.

Lørdag den 9. maj havde Maj inviteret alle klassens piger til fødselsdag hjemme fra kl. 15 til 18. Først forstod vi ikke, hvorfor forældrene sagde, at vi var "brave", da de afleverede børnene. Men det fandt vi snart ud af. De 10 piger lød efter få minutter som 25 drenge af værste slags i Danmark! Nu forstår vi, hvorfor man altid holder fødselsdagene hos MacDonald's eller køber sig fra det andre steder. Men efter strenge formaninger fra Kirsten, som måtte løbe i hælene på pigerne, der ganske udisciplineret trampede rundt i hele huset, lykkedes det at få dem til at lege og forholde sig nogenlunde roligt. Og pigerne havde i hvert fald hygget sig, for der var stor skrig og skrål, da de skulle hjem. Nu gjorde det selvfølgelig ikke dagen bedre, at det øsregnede, så vi var bundet indendøre.

Regnen, som varede en uges tid og var kraftigere, end mange kan huske, det nogensinde har været i området, fik grundvandet til at stige - og resulterede i heftig vandindtrængen i hele vores kælder. Vandet piblede op nedefra - under gulvtæpperne - i flere dage. Et par pumper og vandstøvsugere holdt problemet delvist nede, men lettede var vi alle, da solen igen kom frem og vandet begyndte at aftage. Vi har stadig vandindsivning i den grove del af kælderen, når det regner, men det er pludselig kun et mindre problem, og Per Ole ved nu præcist, hvor pumperne skal nedbores og hvilke revner i fundament og indkørsel, der skal asfalteres.

Maj, som havde været lidt bekymret for, om vi ville kunne nå at lære nogle at kende, som vi kunne invitere til hendes fødselsdag den 10. maj, var glad for at byde hele seks gæster velkommen. Præstefamilien fra sømandskirken i New York, som vi allerede havde nået at besøge to gange (til påske og til søndagsskole, som er en gang om måneden), Torben, Merete og deres datter Leonora på 5 år, kom den lange vej fra Brooklyn, og legeonkel Erik, som Maj blev gode venner med i kirken til påske, kom sammen med sin indiske kone Rani også helt fra New York. Men allerlængst fra kom Nate, vores første studerende fra 1996 i Danmark, som en overraskelse, fra Los Angeles. Nate blev en hel uge, og fik sit livs oplevelse med vandopsugning i kælderen, imellem Lego-leg med pigerne og madlavning med Kirsten. Vi har nu lært at lave fyldte kyllinger, så vi er godt forberedte til næste "Thanksgiving" (som dog først er i november).

Det med mærkedagene er noget nyt, vi har måttet lære. Hvorfor har man Præsidentens Dag? Hvad er Columbus Day, Memorial Day osv? Nate kom med en god og lærerig bog om Amerikas historie og baggrunden for mærkedagene, sagnhistorier osv. så både børn og voksne kan lære den amerikanske kulturbaggrund bedre at kende. (Til gengæld er der ikke mange amerikanere, der ved noget som helst om de danske vikinger, stenalderen, romerriget, eller om fjernøsten. Så vi bliver meget verdensvidende.)

Den største videnskab for Per Ole har - udover jobbets nye udfordringer - været at lære at tackle vores "country pool". Det er ikke blot et lille soppebasin. Den er 5 x 10 meter og nedgravet med 3 meter som det dybeste. Der er ca. 160.000 liter vand, som skal holdes rent, klart, i klorbalance osv. Vi har fået lært noget om "chokbehandlinger", algerensning, ph-værdi og meget andet, men netop nu, viser resultatet sig - og vi har en smuk blåt skinnende pool med det mest indbydende vand - ligeså flot som postkort og reklamer! Med de nyindkøbte liggestole og drinksvogn, parasolbord og stole ved poolen ser haven faktisk ud som den bedste feriebrochure. Det er svært ikke at føle sig på ferie hver dag med 30-35 grader, sol og denne herlige pool og spændende eksotiske have.

Den tilstødende spa/boblebad er lettere at holde ren og opvarme til 30-40 grader efter behag. Pigerne nyder at "varme" sig i "deres" bassin efter en tur i den store pool - selvfølgelig fra vippen. Forældrene "stjæler sig" til et par oplevelser ved midnatsbadning i måne- og stjerneskinnet. Her er utroligt stille i området. Vi hører ikke meget til naboer eller biler, men blot de mange spændende fugle, som kvidrer lystigt i forskellige tonelejer i løbet af døgnet. For et par uger siden havde Kirsten fornøjelsen af en "Mockingbird" (= sangdrossel), som sad i trætoppen ude i forhaven og spillede forskellige triller ½ time i træk. Uden at gentage sig selv! Det var en utrolig smuk oplevelse.

New Jersey har - som statens tilnavn "The Garden State" siger det - en meget flot natur. Her er megen skov, når man kigger ud over landskabet, men under trætoppene er der ryddet grunde hist og her og sat huse på de yndigste velourbløde græsplæner. Man sætter virkelig en ære i at have smukke veltrimmede græsplæner med pænt holdte blomster-øer som dekoration. For at holde standarden har de fleste da også hver sin gartner, der regelmæssigt kommer og slår græs og trimmer kanter med det helt store udstyr. Hvorfor gå bag en klipper, hvis man kan sidde. Koste var noget, man havde i gamle dage - nu bruger man en omvendt støvsuger (= puster), som sidder behændigt på ryggen med en lang slange til at puste blade og andet skidt væk med. Gartnerbilen er en pick-up varevogn med hele udstyret på ladet. Det eneste man selv behøver have i udhuset er en havesaks til at nusse efter med.

Og det har Kirsten fornøjet sig med. Desværre uden helt at kende til områdets lurende farer. Forrige mandag var havedag og Kirsten tilbragte hele eftermiddagen i krattet ind mod naboen for at få has på al det gamle ukrudt, som havde bredt sig gennem de sidste 10 år. Jo, flot blev skranten - og naboen var taknemmelig og opmuntrende. Træerne blev befriet for den slyngende og kvælende vilde efeu og mange skønne rhodendeoner og azaleaer dukkede op af vildnisset. Men ingen nævnte farerne ved New Jerseys "vilde natur". Vist findes der mange almindelige kønne efeuer - men et par af arterne er GIFTIGE! Ikke for alle - 7 ud af 10 reagerer ikke på plantesaften. Men det gjorde Kirsten! Også i den grad. Hele eftermiddagens arbejde - i stegende varme - og sveddryppende - var blevet grundigt fordelt over hele Kirstens krop - lige undtagen ryggen. To dage senere meldte reaktionen sig: Kraftig rød og hævet udslæt med en ustyrlig kløe og svie. Og så fik vi alle historierne fra kolleger og omkringboende, der også en gang havde kendt nogle, der havde været på skovtur og hygget sig i skovbunden - og senere …… Det endte med lægebesøg og de kraftigste piller, der kunne udskrives - en kur på 10 dage, der satte kroppen i gang med at lave modgift. Kroppen arbejdede så hårdt - i døgndrift - at det var umuligt for Kirsten at sove rigtigt i 5 dage! Til gengæld sørgede pillerne for superenergi - en slags pep-speed. Nu 3 uger senere er det meste ved at lægge sig, der er kun sår tilbage over hele kroppen. (Et kønt syn!) Men så blev vi så meget klogere. Og Kirsten har overvejet at bruge havehandsker ligesom alle andre amerikanske damer!

Som nytilflytter til New Jersey, som ellers er en meget velkommen akt, er der et par "forordninger", der skal på plads. Det er nødvendigt at få bekræftet sin status - dvs. få et "social security number" (= CPR nr.) Det viste sig imidlertid, at det kun er Per Ole, der er berettiget til et SSE-nr. Kirsten og pigerne er kun "dependent" dvs. afhængige - alt i alt er vi alle afhængige af, at Per Ole har sit job hos Golden Bridge Technology. Efter råd fra vores californiske advokat, har vi straks søgt om "grønt kort", således at vi alle kan få opholdstilladelse som amerikanere uanset job/status. (Det tager bare 1-5 år at få dette kort!)

Andet step i velkomstsceancen er et lokalt kørekort, som også bruges som det daglige ID-kort (derfor udsteder man også kørekort til ikke-kørende borgere = kørekort uden tilladelse til at køre!) Inden 60 dage efter tilflytning til New Jersey skal indehavere af andre amerikanske eller udenlandske kørekort op til en teoriprøve for at få det lokale kørekort. Kirsten har klaret skærerne - tilbage har Per Ole et par dage til at få bestået prøven i! Det betød, at Per Ole var at se i skyggen i liggestolen ved poolsiden det meste af lørdagen med teoribogen skiftevis i oprejst og liggende stilling - man må vel tage et hvil nu og da!

Som nye husejere og tilflyttere i Ocean township (kommune) er vi en interessant familie. Nye husejere har jo brug for håndværkere, nyt inventar, ny advokat, tandlæge osv. osv. og posten har bugnet af tilbud om "gratis det-første-af-det-og-det, hvis vi købte det-og-det …." Og en af de første uger kom en af kommunens udsendte med en såkaldt "Welcome Wagon" - en kurv fuld af tilbud fra lokale handlende, små gaver, telefonbøger, og kommunale oplysninger, så vi alle kunne finde os til rette og blive glade for at bo her. "Ugens tilbud" var en lokal rennovationsmand, der en øsregnende dag ringede på og tilbød sin assistance med at rense og spule tagrender for den nette pris af 60$ (= 400 kr) for hele sæsonen. Det havde han gjort for den tidligere ejer og der var meget skidt i påstod han. Servicen bestod i, at han i den silende regn klatrede op på taget, med hånden smed diverse blade og skidt ud fra tagrenderne, fortalte, hvor de ikke sad så godt fast (det ville han imidlertid godt fikse for nogle ekstra dollars!) og så var de tagrender klar til sommersæsonen! Senere har vi selv været oppe og rense birkeranker og andet godt op samt sat net ned i afløbene for at holde skovens mange efterladenskaber af vejen. Så det var endnu en af disse "new-comer's price" vi blev nødt til at bøde med. Kirsten er blevet helt god til at affærdige telefonsælgere, som i starten kimede os ned med tilbud om kogebøger, pools og andet godt til tilværelsen.

Men bortset fra disse indledende øvelser ER her altså NEMT at bo. Amerika er "Guds eget Land", og det gælder om at nyde livet hvert minut. Overalt oplever vi et gennemtænkt samfund til glæde for hvert individ. Et par af mange eksempler:

* Benzin påfyldes kun af tankpassere - hvorfor gå ud, hvis du kan sidde (det er lovbefalet i N.J.!)

* Billister er venligtsindede - det gælder om at hjælpe hinanden, så går det hele lettere - og vi kommer alle lettere frem. Teoribogen starter med "At køre bil er et privilegium - ikke en ret. Pas på det!" Vejene er da også gjort brede og imødekommende, så enhver kan finde ud af at komme rundt. Og selvfølgelig har alle biler automatgear og aircondition. Store og tydelige vejskilte, lette venstresvingsforhold (i sløjfer, så man kun drejer til højre), og med GOD TID!

* På restauranter får du selvfølgelig resten af dit (enorme) måltid med hjem. Så behøver du ikke lave mad næste dag.

* Mange restauratører har ikke spiritusbevilling, men må (og vil) gerne åbne din egen medbragte flaske god vin til maden. Det koster intet.

* Madmæssigt er det at spise fedt-fattigt et eldorado. (Man kan så undre sig over, at ikke flere amerikanere har fundet ud af dette og har skrumpet sig). ALT kan fås fat-free: Is, ost, chips, slik, chokolade, selv fløde og smør, hvordan det så end kan lade sig gøre!

* Og så er supermarkeder og mange andre forretninger åbne, når DU har lyst til at handle. Lørdag og søndag er der åbent til 22 og flere supermarkeder har åbent til kl. 2.00 (ja nat!)

Jo livet i New Jersey er herligt. Vi mangler nu blot at få meldt os ind i nabobyens lokale orkidéklub, som allerede har opløftet os ved at holde en utrolig flot udstilling i det store indkøbscenter sidste uge - hvor vi med nød og næppe undgik at købe flere orkideer - Ikke før vi har den rette plads! Og så finde et netværk, hvor vi kan prøvesmage vine fra de amerikanske og andre spændende sletter. Udvalget i de mange lokale "liquor stores", hvor al vin og spiritus skal købes, er dog stort nok til at holde os beskæftiget i nogen tid. På grund af den danske internationalt kendte videnskabelige undersøgelse forrige år, der endeligt bekræftede, at det er SUNDT at drikke rødvin, er mange amerikanere begyndt at vågne op på dette område. Og vores morale er så sandelig at leve et sundt liv!

En detalje er måske lige vores "provider" - Golden Bridge Technology. Selvom vores liv er som en drøm, er det trods alt GBT, der p.t. gør dette muligt. Per Ole har på sine nu snart 4 måneder fået skabt et helt godt lille team i sin afdeling og fået indrettet laboratoriet som et funktionelt og professionelt arbejdssted, hvilket tydeligt afspejler sig hos de to ansatte Paul og Mike, som er blomstret op og trives som legedrenge. Flere har kommenteret, at der ikke er sket så meget i GBT's tid som siden Per Ole er kommet - i positiv retning. Rent udviklingsmæssigt arbejder man i øjeblikket på tre chips, som er til en trådløs telefon, til wireless-local-loop (trådløs forbindelse fra telefoncentral til den enkelte abonnent) samt wireless-lan (trådløst computer netværk). Sidstnævnte i samarbejde med Seiko-Epson i Japan. Firmaet, som p.t. tæller 15 medarbejdere, er i øvrigt meget internationalt. Sekretæren, Ingrid, er tysker, Jimmy Tran er vietnameser, Wong Hong (Connie) og Li Bin er fra Mainland China, Sorin er serber, Mike H. er egypter, direktøren Nino italiener, Kourosh iraner, Emanuel græker og selvfølgelig Elmer Yuen - ejeren - Hong Kong kineser. Så det at være dansker er overhovedet ikke hverken specielt eller særligt interessant. Og sådan er det såmend også uden for firmaet. Meget få mennesker herovre er i virkeligheden amerikanere. Alle har en eller anden form for europæisk eller asiatisk afstamning. Det interessante spørgsmål er ikke OM, men HVILKEN afstamning, du har!

Til sidst kan vi fortælle, at vi pr. 2. juni har solgt vores hus i Værløse. Til et par modtagere af dette nyhedsbrev! (Det ville de nu have fået alligevel). Vi ønsker endnu en gang Rike, Torben, Joachim og Daniel Franch velkommen tilbage igen til Værløse fra England og Qatar og håber, at I vil opleve mindst lige så mange dejlige dage på Anyvej, som vi har gjort.

Rigtig god sommer - nyd livet - det gør vi …..

Lin Pernille, Maj Kristina,

Per Ole og Kirsten H. Kristensen